1886/starten Tidlig bilde 1906 1914 1948 Ca 1952 1957 1964 1982 1986 1990 2000 2010
Starten
Informasjon hentet fra jubileumsheftet "VEL BLÅST I 100 ÅR MED MUSIKKLAGET KORNETTEN"
Tanken om å starte eit musikklag på Ørland var kanskje grodd fram etter at Ørland Sangforening vart starta i 1876. Det var ei viss kulturbølge som gjekk over landet rundt den tida, og det vart meir vanleg å feire 17. mai. Ofte er det slik at det kjem ein person utanbygds frå som set fart i saker og ting. Slik var det og med å få til eit musikklag her. Ein mann frå Namsos kom til Ørland og begynte med eit garveri på Hårberg. Hen heitte Lund, men gjekk ellers berre under namnet "Garvar'n". Han hadde vore med i eit musikklag i Namsos og kunne såleis blåse på horn. Han hadde ikkje vore lenge på Ørland før han hadde fått med ein del ineresserte for å få igang eit musikklag. Laget vart starta 14. april 1886 og hadde seks medlemmer, og det tok namnet "Ørlands Hornsextett". Seinare kom det med ein som slo litatromme, som gjekk under namnet "Kailla i Flyet". Han budde nemleg på ein plass som heitte "Flyet". O. K. Berg var noteskrivar.
Så skulle det skaffast pengar til kjøp av instrument, og slike saker har alltid vore dyre. Prisen på det heile var rundt 600 kroner, ein stor sum i den tida. Nokre pengar vart samla inn, og så vart de teke opp lån i banken der Johan Skaret vart sett opp som lånetakar. Visstnok måtte Skaret sjølv innfri det meste av lånet.
I førstninga var musikkøvingane i det gamle losjehuset på Vik, der "Garvar'n" budde, men seinare heldt dei øvingane hos Johan Skaret. Anders Sannan fortalte at når Skaregutane gjekk til Vik på musikkøving, brukte dei å marsjere og spela på veg utover.
Det er svært lite å referere til om drifta innan laget dei første 40 - 50 åra, men det har vore drift det aller meste av tida. Ein veit at den musikken dei lærte var "For Norge, kjæmpers fødeland", som var den første nasjonalsongen for Norge. Ellers var det for det meste marsjar, songar og dansemusikk som sto på repertoaret. Det var populært å spela på travseksa og på krøtterutstilling.
Det vart spela mykje til dans. Ein kunne få 5 kroner for ein fest, men ellers var det mykje gratisspeling. Fesjå og travfestar vart honorert med kr. 10,-, så økonomien var konstant på lågmål. Det hende at betalinga vei i "naturalia"!
Da sextetten var 5 år, skipa dei til ein konsert med fest i losjehuset på Vik. Ein viser til eit innlegg i Ørlands avis den 30. september 1891:
STÆNG MISLYD UDE!
Til lørdag den 13. de sidstl. innbød Ørlands hornsekstet til en musikfest i goodtemplarlokalet. Jeg, som er meget glad i musik, selv om den ikke altid er saa rar, begav mig selvsagt did i den tro, at jeg skulde faa en hyggelig aften, da jeg vidste, at Ørland hornsekstet stod i ry for at have bragt det adskillig vidt i det første aar af sin tilværelse. Det tegnede ogsaa fra først af til at blive nok saa bra; ti de første nummere blev givet upaaklageligt. Men som det saa ofte - for ikke at sige oftest - gaar her i bygden, naar folk samles til fest eller idetheletaget til offentlig møde af underholdende eller belærende art, mislyd skal der komme ind. Jeg gikk hjemmefra med den tanke, at naar hornsekstetten inbød til fest med entre for at skrabe ind nogle ører til ophjælp af sin økonomiske tilværelse, skulde den ogsaa søge at vise sig i et saa fordelagtigt lys som muligt. Men deri tog jeg feil. Tvertimot syntes det for mig ialfald - og jeg hørte det samme udtalt af andre - at daarligere præstationer har Ørland hornsekstett neppe før opvartet med. De gode spillemænd kom nok for en del temmelig uforberedte til festen, og man skal da ikke vente, at de kunde give sine nummere med den akkuratesse, som de ville have gjort, om de havde lagt lidt forarbeide paa dem. Naar saa dertil kom at enkelte af musikanterne smaat om senn blev mindre og mindre "normale", saa tubaen til slutt måtte dominere spillet for at dække mellomhornenes fadæser, kan man let skjønne, der blev konsert. Skal hornseksteten blive hvad jeg tror den maa og kan, en pryd for vor bygd, faar den sannelig se til at ordne sig paa en skikkelig maade og ved sine fester bringe saa meget som muligt og dette saa godt som muligt frem. Det er mit velmente raad. Jeg skal med det samme faa lov til at udtale det ønskelige i, at baade musiken, og andre foreninger, der holder fester, møder, basarer o.l. hvor det er adgang for publikum at delta, hold drukkenbolte og urostiftere aldeles udenfor. Slige individer, der hverken vil eller kan opføre sig som mennesker, har ingensomhelst ret til delaktighet i mennskeligt selskab og simpel folkeskik byder, at dørene stænges for dem. Ingen privatmand aabner sine dører for tudende ulve, selv om de optræder i menneskeham, og foreninger bør heller ikke gjøre det.Det maa engang bli slut med dette, at raaskabe skal faa gaa frit og tøilesløst omkring og skjemme os ud. Vistnok kan det innvendes, at det er vanskelig at holde urostiftere udenfor og det kan for en del være sandt. Men tar man tingen fornuftig og uden barmhjertighed melder for politiet enhver, der gjør skyldig i fredsforstyrrende forhold, saa tænker jeg nok det virker. Ørendingerne maa kunde lære simpel folkeskik engang, det er ingen raad for andet.
En kan vise til at Johan Skaret var den einaste avholdsmannen i sekstettten.